Niels-Mouritz skiftede fra et stort gymnasium til NSG: "Her er du ikke bare et nummer i rækken."

Niels-Mouritz skiftede fra et stort gymnasium til NSG: “Her blev jeg en del af et studiemiljø med nærhed og sammenhold.”

Min gymnasietid startede på et stort gymnasium. Det betød for mig, at jeg stiftede bekendtskab med fyldte klasser, over flere hundrede elever og en tilværelse som en blandt mange.

Dette ændrede sig markant efter min start på Niels Steensens Gymnasium. Her blev jeg en del af et studiemiljø fyldt med enestående nærhed og sammenhold. Hver enkelt elev får det privilegium at kunne være sig selv, da der i mine øjne er plads til alle på NSG. Uanset om man er den ene eller den anden type, er man med til at skabe stedet – at præge stedet om man vil.

De venskaber, jeg har knyttet på NSG til elever fra samtlige årgange, om det så er elever fra gymnasieafdelingen, grundskolen eller sågar lærerene, har hver især tilført min gymnasietid noget unikt, som jeg aldrig i min vej gennem uddannelsessystemet har oplevet før.

På NSG er du ikke bare endnu et nummer i rækken, som skal igennem systemet, som man ofte kan føle sig på de større gymnasier. På NSG kender alle mere eller mindre alle, og man knytter et venskab, ikke bare til sin egen klasse og årgang men på tværs af årgangene.

Niels-Mouritz R. Eisenhardt, 3b