Generalforsamling d. 23 maj 2017, kl. 19.00 på NSG, Lærerværelset

Der forelå følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Aflæggelse af årsberetning v. formand Andreas Rude (AR)
  3. Orientering om NSG’ virksomhed v. rektor Lise Baadsgaard Jepsen (LJ)
  4. Indkomne forslag, jf. vedtægternes § 5
  5. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelsen v. kasserer Gina Marchwinski
  6. Fastsættelse af kontingent
  7. Evt.

Ad. a:   Svend Bang blev valgt til dirigent og Buster Pilegaard til referent

Ad. b:   Formanden fortalte, at der er afholdt bestyrelsesmøder 16 juni 2016 og 23. februar 2017. På første møde konstituerede bestyrelsen sig og vedtog at arbejde for flere medlemmer, for på den måde at styrke foreningens indtægter via kontingent og mulighed for at hjælpe nuværende elever i vanskelige kår samt hjælpe med andre initiativer af faglig eller social art. Ved andet møde blev uddelt fem legater à 2.000 kroner til elever på skolen i forbindelse med studieture efter ansøgning fra skolen. Legaterne udbetales i takt med, at skolen identificerer elever, der har brug for hjælp. Skolen er blevet spurgt om reetablering af fester for gamle elever, og det er skolen positivt indstillet over for.  Der kommer en sådan til november.

Der var ingen spørgsmål.

Ad. c:   Rektor fortalte, at det har været et positivt år for NSG, og at gymnasiet fortsat vokser. Tre fulde 1.g klasser begyndte sidste år, og fire begynder til august. Grundet indtægter fra flere elever er det muligt at renovere skolen yderligere og opgradere læringsudstyr. Rektor roste Alumneforeningen og det arbejde, den har gjort indtil videre.

Der var flere spørgsmål:

1) Frank, 1975: Vil gerne have et socialt fællesskab udover generalforsamlingen. Svar fra LJ: Mulighed for middagsarrangementer med indslag, hvis medlemmerne selv kan stå for det.

Svar fra AR: Vi skal være sikker på, at foreningen kan bære det hele. Mange har en travl hverdag og lign.  Derfor vil man på nuværende tidspunkt være påpasselig at starte noget for tidligt.

Brixtofte, 1966: Vi har stadig kræfter.  Initiativer skal ikke kun handle om underholdning men f.eks. også om læring.

Grete Kvist, 1961: Alumneforeningen skal være mere end generalforsamlingen. Der er mangel på sociale arrangementer.

Frank, 1975: Man kunne bede bestyrelsen om at nedsætte grupper, der kan få folk fra foreningen til at indmelde sig.

2) Phillip, 1975: Status på samarbejdet mellem jesuitterne og skolen? Svar fra LJ: Der er et godt samarbejde. Pawel Ben SJ underviser i filosofi i gymnasiet. Desuden er der et tæt samarbejde med andre jesuiterskoler i England. Tilføjelse fra AR: Der var i gamle dage jesuitter til stede alle steder på skolen. Dette er ikke længere tilfældet. Men, der er mere fokus på værdigrundlaget netop pga. dette. LJ: Der har været retræter i de seneste år, hvor der reflekteres over vigtige værdier blandt eleverne.

3) Paul Jørgensen, 1966:  Hvordan reagerer de nye lærere, når de bliver introduceret til jesuiterdelen af skolen? LJ: Lærerne tager imod dette med åben hånd. Nogle af lærerne kommer på kursus i Oxford hos jesuitterne. Hanna, 1992: Kender mange, der har gået på skolen, der fortæller, at værdigrundlaget er samme. Stort ros til skolen for at beholde den sammen ånd på skolen. 

Svend Bang: Der var ved grundlæggelsen megen vægt på, at skolen skulle være dansk og konkurrencedygtig. Man skal passe på ikke at falde i samme grøft som andre skoler, hvor religion fylder meget. 

Hanna, 1992: Arbejder man på en jesuiterskole, er det vigtigt, at man selv er en del af det, man står for.

4) Hanna, 1992: Kommer der en gammel elevers fest til november? LJ: Ja, det bliver første fredag i november.

Ad. d:   Ingen indkomne forslag

Ad. e:   I Gina Marchwinskis fravær orienterede Andreas Rude om regnskabet.  Pr. 31.12.16 var der 48 medlemmer med 1 livsvarigt medlemskab. Alt i alt bestod foreningens formue af kr. 17.400.

Spørgsmål fra Per, 1967: Er der flere medlemmer nu. AR: Ja, antallet er vokset til ca. 75.   Regnskabet blev godkendt.

Ad. f: Bestyrelsen anbefalede, at kontingentet blev fastholdt på kr. 300 kroner, hvilket blev vedtaget.

Ad. g:  Per, 1967: Eksisterer der et kartotek over medlemmer på nettet? AR: Ikke umiddelbart, men årbogen fra 2000 har en oversigt over studenter. I øvrigt gør persondataloven det vanskeligt at udsende liste over medlemmer.  Frank, 1975: Kan man få trukket lister over tidligere elever, så man kan kontakte dem? LJ: Der findes ikke mails på gamle elever.  Hanna, 1992: På Sankt Joseph har de bedt folk fra alle klasser om at indsamle informationer fra gamle elever med samtykke. Derved undgås problemer med persondataloven.

Der takkes for god ro og orden. Mødet sluttede kl. 19.45