
David Trads sagde: ”Jeg har aldrig set en valgkamp, der er så anderledes, så ekstrem”
Englesalen på NSG kogte af forventning, da journalisten og forfatteren David Trads talte til hele gymnasiet og kridtede banen op for det amerikanske præsidentvalg til november. ”Jeg har aldrig set en valgkamp, der er så anderledes, så ekstrem,” sagde den erfarne USA- iagttager med henvisning til Donald Trumps forbløffende sejrsgang i meningsmålinger og hans voldsomme politiske retorik.
Også for Europa bliver det en brat opvågning, hvis Trump bliver USA’s næste præsident. For den uforudsigelige republikanske præsidentkandidat er meget kritisk over for både EU og NATO, og det kan få stor betydning for europæisk økonomi og sikkerhed, mente Trads, der er kendt fra flere aviser og fra DR2’s Deadline.

Der blev lyttet intenst til det engagerende og medrivende foredrag
Demokraternes Hillary Clinton og hendes forhold til vælgerne beskrev Trads som den meget pligtopfyldende gymnasiepiges forhold til sine klassekammerater. Ja, hun er meget dygtigt. Ja, hun er enormt velforberedt. Ja, hun kender spillets regler. Men behøver hun altid at være så korrekt? Så overskudsagtig? Det er her, at Trumps klovnerier tager stik hjem, også selv om vi alle ved, at Hillary er den mest velegnede som præsident, understregede Trads.

Der kom mange spørgsmål fra eleverne
Masser af spørgsmål fra salen satte ekstra krydderi på en forrygende formiddag spækket med vigtige pointer og anekdoter fra vælgermøder med ”the Donald”. Bifaldet var stort og langvarigt, og rektor Lise Baadsgaard Jepsen havde hele salen med sig, da hun takkede David Trads for et super foredrag.

En engageret foredragsholder

Lyttende elever

Et helt igennem vellykket arrangement for skolens gymnasieelever